LCB
Madame Nielsen: »MIN FARS DØD«

Madame Nielsen: »MIN FARS DØD«

Romanauszug

Zum Digital Essay

MIN FARS DØD

Da jeg nu en tilfældig onsdag den 4. december
2019 kl. 14:01 rejser mig fra det lille bord i
karnappen over Stuttgarter Platz, hvor jeg i de
seneste uger har siddet fra den sene formiddag
gennem skumringen og langt ind i aftenmørket
og noteret de objektive Kendsgerninger om mit
liv og hver dag på ny i undren og fortvivlelse
set de i den første version bare otte sider, jeg
under en måneds ophold i Skt. Petersborg juni
2017 ved et vindue på tredje sal med udsigt ned
i Ulitsa Pestelya, hvor jeg endelig skulle skrive
den store ruslandsroman, som var grunden til,
at jeg for nu tredive år siden i april 1989 efter en
altomvæltende rejse via Moskva til Novosibirsk
i det sovjetiske Sibirien overhovedet begyndte
at skrive, hvad jeg aldrig i livet eller de første
26 år af det, jeg allerede havde gennemlevet,
havde drømt om eller set nogen grund til, og
for mere end tyvende gang mislykkedes totalt
og i stedet satte mig for at bruge de resterende
petersborguger på åbningen af tredje del af min
kærlighedstrilogi, romanen, der i sidste ende
kom til at hedde Lamento, og efter få dage også
mislykkedes med den, i en slags total opgivelse
og meningsløshed, “hvad laver jeg her?”, uden
omtanke og uden, som jeg ellers principielt
altid gør, at skrive første udkast i hånden
med blyant, hurtigt og uden tøven i løbet af
bare fire eftermiddage med mit autodidakte
tofingersystem hamrede ned i tastaturet – slå
sprækker, og endnu flere kendsgerninger, eller
måske er det nu bare liv, svulme, vælde, skyde
og sprænge sig op, og går ud i køkkenet for at
sætte vand over til en kop pulverkaffe, har jeg
modtaget adskillige tekstbeskeder og e-mails
fra forskellige medlemmer af familien. “Ring
straks du ser dette!” Og “det drejer sig om din
far som er blevet indlagt.” Det første, der falder
mig ind, og jeg skriver det uden at betænke
mig i en slags forsyn eller forbøn stående ved
gasblusset i skæret fra emhætten med blyant i
den lille blå notesbog, jeg bærer på mig overalt
på mine daglige og natlige vandringer ad Berlins
brede alleer:
I dag døde far. Eller måske i går, jeg ved det ikke. Jeg
fik en sms fra Kvinden i Sorø: “Ring straks du ser
dette. Det drejer sig om din far som er blevet indlagt.”
Og fra min mor i Odense: “ville vente med at orientere
dig til i dag, men der er nu indtruffet alvorlige
komplikationer og far er på operationsbordet, pigerne
er på vej. Vi håber på det bedste.”
Ti minutter efter ankomsten til hospitalet i
Odense mere end tre døgn senere, da jeg i timen
før midnat står ved siden af min yngste søster
ved sengen på stue 11 på børneintensivafdelingen
BRITA, hvor de af en eller anden grund har
rullet ham ind, får jeg et ildebefindende, det
svimler, jeg når lige at tænke “nu dør jeg også.”
Siden jeg var tolv, har jeg irriteredes over
min far, han var sølle, syntes jeg, han sagde
mig aldrig imod, gav mig ingen modstand;
da jeg som tolvårig kom hjem fra skole med
et “Atomkraft? – Nej tak”-badge på min hvide
satinjakke, skævede han bare til badget, da jeg
i 1.g sagde, at jeg havde røget hash, sagde han
heller intet, så bare på min mor, som sagde
– er det ikke farligt? – Næh, sagde jeg; da jeg
havde været på den første gymnasiehyttetur,
og foråret kom, såede jeg hamp i bedet neden
for mit vindue, og sensommeren kom, og min
farmor og farfar var på besøg fra Tønder, og
sammen med min far beså den forhenværende
kommunaldirektør parcelhushaven og standsede
en anelse undrende foran hampeplanterne, der
nu stod to meter høje og fuldkommen dækkede
vinduet, så jeg ikke kunne se ham og min far, kun
høre deres stemmer gennem det åbentstående
vindue. – Hvad i alverden er det? spurgte min
farfar. Et endeløst øjeblik var der stille, fuglene
sang, hampeskoven, der skilte os, gennemlyst
af sensommersolen. Så tog min far mod til sig
eller sprang bare ud i det, – hamp, sagde han.
– Hamp? sagde min farfar, aha. De senere år
har jeg ventet, at han skulle dø, ønsket at få det
overstået, at der endelig skulle ske noget i den
ellers så harmoniske familie, at han i det mindste
skulle give mig det, sin død, så jeg kunne lægge
den bag mig og komme videre. Og næste
formiddag under stuegangen, da jeg står samme
sted, nu bare ved siden af min anden søster og
over for min mor og med min højre hånd lagt
forsigtigt på hans større og i modsætning til
min så bløde og smukke og maskulint behårede
hånd, gentager det sig, alting flyder ud, sitrer,
“nu besvimer jeg,” tænker jeg. – Jeg går lige
udenfor et øjeblik, mumler jeg og vakler bag
om den tjekkiske læge og den baltiske kirurg ud
på hospitalsgangen i det uvirkelige lys, gennem
døre, der åbner sig automatisk som glasporte,
og ind i pårørendeafdelingen, hvor vi har fået
vores eget lille vinduesløse pårørenderum med
en sofa, et rundt bord og en stol. Jeg sætter mig
på stolen, slår computeren op og skriver endnu
en sidste hilsen i Dødebogen:
“9:34 I mandags rejste min far sig fra bordet i
bridgeklubben og faldt om, blev hentet af en
ambulance og kørt med fuld udrykning til
Odense Universitetshospital. Det var hjertet,
igen dette hjerte, blodtrykket, procenten var lav,
tirsdag havde han det bedre, onsdag morgen
pludselig bleg, blodprocenten nu alarmerende,
de åbnede ham, det var hjertekranspulsåren og
ikke bare den, i bugen havde en kolossal mængde
blod i løbet af det sidste halve år samlet sig, de
opererede og tømte bugen for blod, lukkede
og syede ham sammen, men måtte fredag igen
åbne ham og dræne bugen for endnu en rest
blod. Under alt dette sad jeg først intetanende
og senere, da de havde kontaktet mig og bedt
mig komme hurtigst muligt, underligt lammet
i en sær svimmel pervers rus i karnappen med
udsigt ned over min Stuttgarter Platz i Berlin-
Charlottenburg og nedfældede – nøgternt,
køligt, nærmest kynisk og uden indlevelse
eller empati – Kendsgerningerne om mit liv og
dermed også om hans, min fars, liv, og gjorde
i øvrigt, som en automat, en tysk officer in der
Deutschen Wehrmacht i Krigens sidste måneder,
uger, dage, sekunder, hvad der skulle gøres, jeg
vaskede gulve, bar affaldsspande ad bagtrappen
ned i baggården og fordelte madrester, papir,
pap, metal, plastik, Verpackungen, Weissglas og
Restabfall i de dertil indrettede blå, gule, orange
og brune plastikcontainere, im Gasthaus Lentz
nede på Pladsen drak jeg kaffe med min nye
forlægger fra København, dagen efter spiste
jeg fisk med min tyske ditto fra Kiepenheuer &
Witsch i den mondæne Restaurant Borchardt
am Französischen Dom, om aftenen læste jeg op
af min nyudkomne roman Das Monster på etagen
over i “Writers’ Thursday” sponsoreret af Audi
Berlin og BMG (deres logoer stod på en væg-
til-væg-plakat bag ryggen på de fem oplæsende
kunstnere), og først i går, tre døgn efter at jeg
havde fået beskeden om min måske døende
far, lørdag eftermiddag den 7. december 2019,
stiger jeg på toget via Hamburg, Flensburg og
Fredericia og står af på trinbrættet ved Odense
Universitetshospital og skriver nu morgenen
efter i det lille vinduesløse, skrammede og
snavsethvide eternitplade-”pårørenderum”, vi
som kommende efterladte har fået tildelt, hurtigt,
uden indlevelse eller omtanke, med samme
kynisme, som jeg nedfældede Kendsgerningerne,
disse notater, skrift flået ud af et øjes blik:
Han ligner ikke en levende død og ikke som
farfar i 1991 på sekstimersstuen i Tønder et lig,
tværtimod, med slanger i munden, let gabende
som en fisk, drops og endnu flere slanger i
røven og ud ad en åbning i siden, håret klistret
mod kraniet og ansigtet skævvredet er han ikke
et menneske i sin tid, men et af de groteske
melhvide bæster på Pieter Bruegels malerier af
“De syv dødssynder” fra femtenhundredetallet. 9:45”
Og dagen efter:
“14:06 Han har fået slangen ud af munden og trækker
nu selv sit vejr, i stedet for iltmasken har de givet
ham en anden maske på, en gennemsigtig mule
i hård plast, der griber om næse og mund, og
der, ophængt i virvaret af elektroniske apparater,
ledninger, slanger, sug, kateter, intravenøse
føde- og væskeinjektionstråde og nåle, stativer,
dyner og denne absurde seng, der kan bevæges i
alle tænkelige retninger og niveauer og samtidig
er så håbløst forældet, der, hvor man skulle tro
ham forvandlet fra et korporligt menneske
til en hybrid mellem menneske og maskine,
måske en androide i Rumrejsen år 2001, er han i
stedet pludselig en af menneskeaberne i filmens
åbningsscene eller et endnu nogle milliarder år
ældre forhistorisk væsen, som de bevæger sig i de
gigantiske computeranimationer på Museum of
Natural History i London, en tonstung dinosaur,
forstadiet til myreslugeren med dens lange mule,
også hans lyde, en dyb rallende gurglen som
ud af en kolossal gammel tung og langmodig
Brontosaurus Rex.
I går var han stadig en del af Historien,
menneskenes, et af deres fantasi- eller rædsels –
fostre, et bæst revet ud af et Bruegel-maleri fra
femtenhundredetallet, da menneskene levende
hengav sig til døden, levede den, åd og drak den,
svirede, horede, dejsede om med tænderne og
råddenskaben raslende ud af kæften sam men
med savlet og latteren, denne levende dødsrallen
… de mader ham med isterninger, mader det store
langmodige dyr med bittesmå iskrystaller, som
dyret maler mellem sine gulligbrune rådnende
tandstumper, der glimter mørkt af guldplomber
inde i dybet af slimhulen, indimellem løfter
han en finger, ikke bevidst, men som en af de
uhyggelige og samtidig så rørende reflekser, der
nu dukker op i hans krop, rester fra dengang, han
var menneske og altid høfligt-diskret løftede en
finger for at påkalde sig tjenerens opmærksomhed,
“kan vi få lov at se dessertkortet!”
14:21
Og tirsdag den 10. december, den tredje og
sidste dag: “9:41 Ikke at forglemme: Lørdag aften før midnat, da
jeg endelig ankom, så han op mellem plastrør,
gennem maske og ledninger, så at hans, Jobs,
eneste søn var vendt hjem fra den store verden
under tyskermånen, og rædselen stod i hans øjne,
og ansigtet trak sig sammen som et spædbarns
før gråden, og en dyb gurglende brølen kom ud
af hans dinosaurgab med dets brunrådne gebis,
han løftede en afmægtig, men med et urstærk
hånd og stødte mig bort, vig fra mig, søn, jeg vil
ikke dø nu! 9:45”

 


 

Madame Nielsen ist Autorin, Künstlerin, Performerin und Sängerin. Ihre Romane wurden mit zahlreichen Preisen ausgezeichnet und sie war mehrfach für den Nordic-Council-Preis nominiert. Ihr Roman »Der endlose Sommer« erschien 2017 auf Deutsch (Kiepenheuer & Witsch) und wurde ein großer Erfolg. In 2020 folgte der New York-Thriller »Das Monster« (alle im Verlag Kiepenheuer & Witsch), in 2022 der Liebesroman »Lamento« und ebenfalls in 2022 der in deutscher Sprache geschriebene »Der Welt- und Zeitumfassender Ein-Satz« .

360